Naufragare betyder bogstaveligt "at lide skibbrud" eller "at forlise". Det er et sjældent og billedrigt verbum, som gør sangens sprog særligt mindeværdigt.
I sangen bruges det metaforisk i "mentre lascio naufragare un ridicolo pensiero": fortælleren lader en latterlig tanke "forlise" eller synke væk, som om den var et skib på havet.
“Gli Ostacoli Del Cuore” betyder “Hjertets forhindringer”. Elisa, en italiensk kunstner, synger sammen med Ligabue om alt det, der står imellem mennesker: hemmelige tanker, ting man ikke ved om hinanden og det, man endnu skal lære at fortjene. Midt i disse forhindringer findes der alligevel “un principio di magia” [en begyndelse på magi]. Det er en fin og lidt finurlig idé: selv en aften, der aldrig helt slutter, og en nat, man helst vil kassere “come un pacco di Natale” [som en julegavepakke], kan rumme noget særligt.
Sangen føles som en samtale, hvor fortælleren både afslører sig selv og driller lidt. Hun holder sine mest hemmelige tanker tæt ind til sig, men opdager samtidig, at hun selv har givet dem videre: “E a parlare ero io, sono io che li ho prestati” [Og det var mig, der talte, det er mig, der lånte dem ud]. Omkvædet vender tilbage til rejsen sammen: Der er ting, man ikke kan vide, ting man skal gøre sig fortjent til, og ting man må smide væk. Til sidst bliver det næsten fysisk: energien får hende til at gynge mellem det, hun siger, og det, hun gør, mens det larmer at gå “fra hjertets forhindringer”. Det er en skøn, jordnær måde at sige, at nærhed kræver både nysgerrighed, ærlighed og plads til at lægge noget bag sig.