Нахлинула [nakhlynula] beskriver noget, der pludseligt og kraftigt vælter eller skyller ind over én, især en følelse. I sangen står det sammen med Впала, нахлинула [vpala, nakhlynula], hvor følelsen eller lidenskaben beskrives som noget, der rammer fortælleren og får hende til at brænde.
I “КЛИЧУ” betyder “jeg kalder” eller “jeg råber på dig”, og hele sangen kredser om den direkte bøn: “Чуєш, я кличу тебе” [Hører du, jeg kalder på dig]. To dage uden den anden føles som en evighed, smerten kan ikke glemmes, og efteråret er svært at holde af alene. Fortælleren flyver mod personen i tankerne, men kan ikke vænne sig til fraværet: “Ти прийди” [Kom til mig]. Det er en enkel og stærk vending, som gentages, indtil den næsten bliver til et råb.
I den anden del bliver natten særlig lang. Før kunne fortælleren godt lide nætter og fare vild i dem, men nu føles en hel nat uden den anden som for meget: “Де ж ти?” [Hvor er du?]. Ensomheden bliver til en skygge, der presser, mens sange og minder får personen til at ønske, at den savnede pludselig viser sig: “З'явись мені” [Vis dig for mig]. Så kommer et varmt skift, hvor fortælleren tænker på sol, brændende læber og glæden ved, at den anden findes: “Що ти є у мене” [At jeg har dig]. Jamala og MONATIK giver dermed plads til både savn, længsel og den næsten lidt desperate glæde ved at få den elskede tilbage.