Hipnagogi er et sjældent og fascinerende polsk ord for syner, lyde eller fornemmelser, der opstår i overgangen mellem vågen tilstand og søvn. I sangen optræder ordet sammen med bevidst drømmen og skaber en mystisk stemning, hvor virkelighed og drøm flyder sammen.
I “Sowa” fører LemON os ind i en nat, hvor nogen må holde vagt over mørket og tage ansvar for troen på “straszy, moce” [uhyrer og kræfter]. Salt bliver strøet i en cirkel som beskyttelse, mens sorte cikader og ugler fylder natten med lyd. En anden person børster håret væk fra én og lytter så stille, at blodets susen i årerne kan høres. Det er både omsorgsfuldt og en smule uhyggeligt. Regnvandet i tagrenderne følger sit eget kaos, og fortælleren lukker øjnene for, at huden “pęka w szwach” [sprækker i sømmene].
Teksten blander drømme med gamle forestillinger. “Dziady” er titlen på Adam Mickiewicz’ dramaer om folkelige ritualer og de døde, mens wołchw, guślarz og gusła peger på en troldmand, en ritualleder og magiske skikke. En ugle bliver endda slået fast på en dør, og landsbyer frygter for deres familier, selv om stemmen kalder det “bzdura i niezrozumienie” [vrøvl og uforståenhed]. Mod slutningen dukker “hipnagogi” op, altså syner eller drømme i overgangen mellem vågenhed og søvn. Derfor føles “Sowa” som en nattevandring mellem beskyttelse, overtro og bevidst drøm, med den stille trussel om, at nogen en dag vil savne fortælleren: “Zatęsknisz za mną pewnego dnia” [En dag vil du savne mig].