Schijn betyder bogstaveligt "det, der ser ud til at være", men i denne sang handler det om en facade eller et falsk ydre. Hun fortsætter med at opretholde schijn, selvom hun indeni føler sig alene og ikke ønsker at være den person, hun viser andre.
Maan synger om en kvinde, der sidder alene i toget med jakken trukket op om sig og ser ud ad vinduet. Hun spørger sig selv: „Hoe zou het voelen jezelf te zijn?” [Hvordan ville det føles at være sig selv?] Hun skjuler, at det gør ondt, bag et smil: „Ze huilt maar ze lacht” [Hun græder, men hun ler]. Det er en enkel og stærk kontrast. Udadtil siger hun, at alt er „altijd okay” [altid okay], selv når hun ikke har det sådan.
I byen føler hun sig også alene. Da hun ser sit spejlbillede i et vindue, ved hun godt, hvem hun ser, men hun ønsker ikke at være den person. Hun fortsætter med „de schijn” [skinnet eller facaden] og taler med de andre på deres måde, selv om teksten siger, at hun bare „lult met ze mee” [sludrer med og følger deres snak]. Men noget begynder at slippe: „ze laat het los” [hun giver slip]. Til sidst skifter fortælleren fra „hun” til „jeg”, så spørgsmålet bliver mere personligt: Måske er det på tide ikke længere at gemme sig og turde vise sit sande ansigt, også hvis det betyder at græde uden straks at smile.