Nitroglycerin er et eksplosivt stof, som også bruges medicinsk til at udvide blodkar. I sangen er det et dramatisk billede på et hjerte, der pumper af ekstrem energi og intense følelser, hvilket gør ordet både usædvanligt og mindeværdigt.
I “Genom Eld” synger Oskar Linnros om et menneske, der pludselig mærker, at noget kan begynde. Før har hverdagen føltes som en lænke: “Måndag-fredag blev en kedja kring min fot” [mandag til fredag blev en kæde om min fod]. Men denne aften står fortælleren ved en grænse og ser mod en horisont, som “nån annans konstruktion” [en andens konstruktion]. Det er en fin, lidt stædig tanke: Fremtiden er måske ikke et fast sted, andre har bygget til ham. Måske kan han og en anden person selv gå videre, selv hvis vejen går “genom eld” [gennem ild].
Sangen blander håb med skarp kritik af det almindelige liv. “Vi äter skiten så vant / Att vi börjat gilla smaken utav skit” [vi spiser lort så vant, at vi er begyndt at kunne lide smagen af lort] er med vilje groft og næsten morsomt. Hvorfor acceptere et dårligt liv, hvis man aldrig har prøvet noget andet? Spørgsmålet “Om du aldrig provat hur kan du då vara säker” [hvis du aldrig har prøvet, hvordan kan du så være sikker] bliver gentaget, som om fortælleren prøver at overtale både sig selv og den anden. Hjertet pumper “utav nitroglycerin” [af nitroglycerin], et billede på noget eksplosivt, mens “bara för ikväll” [bare for i aften] gør modet midlertidigt: De behøver ikke kende hele fremtiden. De skal bare holde flammen tændt og turde gå ind i ilden, også når det føles “artificiellt” [kunstigt eller skabt].