Boynu bükük betyder bogstaveligt "med bøjet nakke", men bruges poetisk om noget eller nogen, der er trist, ensom eller modløs.
I sangen beskriver Edis "boynu bükük şarkılar" som sørgmodige sange, der bærer præg af savn. Det er et billedrigt tyrkisk udtryk, som gør følelsen af hjertesorg mere levende end et almindeligt ord for "trist".
I Martılar synger Edis til en person, der er væk, men stadig fylder alt. Fortælleren lytter til triste sange og holder igen for minderne: “Dinlettin boynu bükük şarkılar” [du satte sange med bøjet nakke på]. Udtrykket “boynu bükük” betyder, at noget ser nedbøjet og sørgmodigt ud. Uden den elskede føles livet næsten som døden: “Sen yoksan ölümden ne farkı var?” [hvis du ikke er her, hvad er så forskellen fra døden?] Derfor beder han personen om at komme tilbage, så mågerne ikke længere skal være kede af det. Den mærkelige, fine mågebillede gør savnet næsten teatralsk, som om hele kysten venter på genforeningen.
Sangen skifter mellem bøn, flirt og ren desperation. Han lover: “Yine bana gel ben kölen olurum” [kom tilbage til mig, så bliver jeg din slave], og beder den anden om at være en streng på hans guitar og medicin for hans sår. Han vil have minderne gjort hvide igen, selv om han samtidig spørger: “bu nasıl keder?” [hvad er det for en sorg?] Midt i det hele kommer en fræk og næsten komisk selvsikkerhed: Hvis den anden prøver at gøre ham rasende, vrikker han med hofterne med vilje, mens nogle irriterende mennesker følger efter ham. Men om aftenen uden den elskede kan han næsten gå fra forstanden. “Kumar gibi aşkı şansım yok” [jeg har ingen held i kærlighed, som i et spil] siger han, og når han vågner, taler eller tænker, ender tankerne igen hos den samme person. Det er en sang, hvor længsel, fysisk tiltrækning og lidt overdrevet popdrama får lov til at stå side om side.